Italien
Den lange ferie — vinmarker, kysstrande, alpepas, agriturismo og pasta. Stort, kompliceret og fyldt med byregler, men lønner sig at have styr på reglerne.
Italien er den lange ferie. Afhængigt af regionen er der 1.300–2.400 km fra København, og mange danskere undervurderer, hvor meget af ferien der går med kørsel. Vores fem rute eksempler er derfor bygget som rundture med højst ca. 6 timers kørsel om dagen: Dolomitterne på 15 dage, Gardasøen og Veneto på 16, Toscana og Umbrien på 21, Amalfi og Campania på 22 og Puglia og Salento på 23. De fleste vælger én region og bliver der — det er den rigtige strategi.
Hvor i Italien?
Italiens fem klassiske autocamper-regioner. Toscana er den klassiske debut. Dolomitterne for bjergelskere og er ofte den korteste tur. Amalfi og Puglia trumfer kyst og varm sol. Veneto giver dig Venedig uden at sove i den.
Det italienske postkort — Chianti-bakker, Siena, San Gimignano og Val d’Orcia, agriturismo med vinkælder og olivenmarker. Bedst i maj-juni og september-oktober. Vores rundtur går ned over Schweiz og Cinque Terre og hjem over Ravenna og Alperne.
UNESCO-bjergverden i nord og den korteste vej til Italien — ca. 1.350 km fra København. Bjergpas, grønne dale og tyrolerkultur i det tosprogede Sydtyrol. Flere af de kendte steder kræver nu forhåndsbooking i sæsonen — ruten tager højde for det.
Amalfikysten er ikonisk — men kystvejen er smal og uegnet til autocamper. Brug Sorrento som base og tag båd, bus og tog til Positano, Capri og Pompeji. Vores rundtur går ned gennem indlandet via Rom og hjem langs kysten.
Italiens hæl — turkisblåt vand, hvide byer, Lecces barok og trulli-husene i Alberobello, billigere end Toscana. Den længste tur fra Danmark, ca. 2.400 km, men værd det. Vores rundtur går ned langs Adriaterhavet og hjem gennem Italiens indland.
Den nemme indgang til Italien. Gardasøen har Italiens tætteste koncentration af autocamperpladser, Verona har en intakt antik arena, og Venedig besøges med båd fra fastlandet. Vores rundtur tager også Comosøen med.
Det skal du vide om Italien
Tre ting der er specifikke for Italien og værd at have styr på inden afgang. Generelle tips finder du i gode råd.
ZTL — Italiens trafikbegrænsede zoner
De fleste italienske middelalderbymidter er ZTL (Zona a Traffico Limitato) — kun for beboere og levering. Kameraer aflæser nummerplader, og bøder på 80-300 € sendes hjem til danske køretøjer via EU-aftale. ZTL-zoner findes i Firenze, Rom, Milano, Bologna, Siena, Venedig, Pisa, Lucca og 200+ andre byer.
Praktisk løsning: Park ved en periferi-sosta og gå eller tag bus ind.
Autostrade — betalingsmotorvej og Telepass
Italiens motorveje (autostrade) er betalingsmotorveje for alle køretøjer. Du tager en billet ved indkørsel og betaler ved udkørsel — pris ca. 0,07-0,10 € pr. km. På en Hamburg-Toscana tur betaler man typisk 80-120 € i autostrade-omkostninger.
Hvis du kører meget motorvej, kan en Telepass-boks være værd at have. Alternativt fungerer landeveje (strade statali) ofte fint og er ofte smukkere end motorvejen, især i Toscana og Umbrien.
Sosta og agriturismo — den italienske kombination
Sosta camper er Italiens svar på Stellplatz: parkeringspladser med strøm og service, ofte midt i småbyer. Pris typisk 10-20 € pr. nat. Findes i hele Italien men er tættest i nord (Toscana, Umbrien, Veneto). I syd er sosta’er mere spredte.
Den anden løsning er agriturismo — landbrug der tilbyder overnatning for autocampere som del af deres gæsteaktivitet. Pris 15-30 €/nat, ofte med vin- eller olivensmagning, middag fra gårdens køkken og direkte adgang til naturen. Tjek agricamper.it eller L’Italia in Camper-app’en.